Mesterskaber

Dobermann En Race til sport, avl og familien - intelligent og udfordrende

Mesterskaber

Regler for afholdelse af Danmarksmesterskab

Generelt

- Efterfølgende regelsæt er til enhver tid underlagt gældende regler iflg. det af Dansk Kennel Klub udgivne "Brugshundesport" med tilføjelser og ajourføringer.

- Regler for DM udsendes af BHUA til samtlige grupper under DDK og offentliggøres i DDK’s medlemsblad.

DM afholdes hvert år en weekend i september eller oktober måned over 1-2 dage. DM afholdes uanset antal tilmeldte hunde.

Ansøgning om afholdelse indsendes senest 6 måneder før afholdelse til BHUA, der forlægger ansøgningen for bestyrelsen.

DM afholdes på en bane, der skal godkendes af BHUA. Ronderingsbanen skal være mindst 80 m bred og mindst 100 m lang. Dog kan en af DDK godkendt plads ansøge om afholdelse af mesterskab.

DM planlægges og afholdes i samarbejde mellem Den Arrangerende Gruppe (DAG) - evt. sammen med andre grupper - og BHUA.

DM afholdes iht. det til enhver tid gældende prøveprogram.

Der er totalt prøvestop under mesterskabet.

Løbske tæver kan deltage på betingelse af, at de holdes adskilt fra de øvrige hunde. Disse tæver stiller sidst op i gruppe B og C.

Adgangsbetingelser

- Kun dobermann med FCI-stambog kan deltage. Føreren skal være medlem af DDK og have fast bopæl i Danmark, eller være dansk statsborger. Fra og med 2012 kan udenlandske hunde/hundeførere deltage på lige fod med herboende deltagere, dog betinget af, at disse er medlemmer af DDK.

Tilmeldte hunde skal være sunde og raske samt være vaccinerede og forsikrede efter regler for træningspladser.

Med undtagelse af klasserne SL3, IPO3 og SPH2 kan tidligere års vindere ikke stille i samme klasse det efterfølgende år.

Tilmelding

- Der kan tilmeldes i alle prøver, som beskrevet i det til enhver tid gældende ”Brugshundesport” med evt. ajourføringer, som udgivet af Dansk Kennel Klub. Undtaget er dog UHP og FP. Prøven behøver ikke at være bestået inden tilmelding. Bestås højere prøve efter tilmeldingsfristens udløb, er man automatisk tilmeldt i denne. Meddelelse herom fra HF skal straks tilgå DAG.

Tilmeldingsfristen er 3 uger før afholdelse af DM. Samtidig med tilmelding vedlægges et tilmeldingsgebyr på 200 kr. for BP.B og BP.AB, tilmeldingsgebyr øvrige prøver 300 kr.

Præmier

- Alle deltagere skal have erindringspræmie - disse betales af tilmeldingsgebyret.

DDK er ansvarlig for, at der er pokaler samt roset til nr. 1, 2 og 3 i hver klasse. BHUA sørger for, at pokalerne og rosetterne er DAG i hænde senest 1 uge før mesterskabet. Der kan mellem DAG’s ansvarlige og den brugsansvarlige i hovedklubben aftales nærmere. Såvel rosetter som nævnte pokaler er for hovedklubbens regning. Der uddeles ikke pokaler, diplomer og rosetter til dem, som ikke har bestået.

Konkurrenceledelse (Prøveorganisation)

- Denne skal bestå af et bestyrelsesmedlem, fortrinsvis fra den pågældende landsdel, og et medlem fra DAG / Prøveleder.

DAG sørger for bestyrelsesmedlemmets forplejning under mesterskabet. Bestyrelsesmedlemmet skal have kørepenge beregnet efter de faktiske omkostninger. Bestyrelsesmedlemmet skal være til stede under hele afviklingen af DM og overvære flest mulige momenter.

Konkurrenceledelsen har ansvar for følgende:

- At det fornødne mandskab til de forskellige arbejdsopgaver forefindes, og at disse er instrueret om deres funktion.

- At bane, redskaber, formularer etc. er til stede og i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler.

- At resultatlister sendes til BHUA for registrering senest 10 dage efter mesterskabets afholdelse.

Almindelige regler

- Lodtrækning foretages mellem konkurrencedeltagerne som første punkt på dagens program.

- Vinderen af hver klasse er den hund, der i alt har opnået højeste pointtal.

Dog er en bestået klasse altid bedre end en ikke bestået.

Eksempel: Får en hund:100 + 100 + 65 = 265 point

og en anden: 70 + 70 + 70 = 210 point

Her vinder hunden med 210 point, da den har opnået mindstekravet for bestået prøve i alle 3 grupper.

- DKK-titelgivende mesterskabstitel (IPO3-DM efterfulgt af 2cifret årstal) kan kun tildeles, når prøven er bestået.

- Gruppe B og C skal foregå skiftevis på et og samme sted.

Dyrlæge skal være orienteret om afholdelse af mesterskab og skal kunne tilkaldes med kort varsel.

Dommere

- Dommere udtages af BHUA og så vidt muligt i enighed med DAG.

DAG sørger for dommernes forplejning. Dommerne skal have udbetalt kørepenge iht. statens takster eller iflg. aftale.

Dommerne har ansvaret for, at mesterskabet afvikles i.h.t. det til enhver tid gældende prøveprogram.

Figuranter

- Prøvefiguranter til mesterskabet udtages af BHUA og så vidt muligt i enighed med DAG. Prøvefiguranterne skal være rutinerede og godkendte efter gældende regler. Figuranterne skal være mønstret i DDK, dog kan der gives dispensation for brug af godkendte figuranter fra andre klubber.

Prøvefiguranter skal være reglementeret påklædt under C- arbejde.

DAG sørger for figuranternes forplejning. Figuranterne skal have udbetalt kørepenge i.h.t. statens takster eller efter aftale.

Budget

-Budget skal af DAG, senest 3 mdr. før afholdelse af mesterskab, fremsendes til DDKs bestyrelse (kasserer), der senest 14 dage efter modtagelsen skriftligt meddeler DAG, om budgettet er godkendt eller afvist. Afvises budgettet, skal dette begrundes.

Budgettet skal indeholde:

Forventet antal tilmeldinger = indtægt

Forventede kørepenge til dommere = udgift

Forventede kørepenge til figuranter = udgift

Forventede kørepenge til sporlægger/sporlæggere = udgift

Forventede kørepenge til bestyrelsesmedlem = udgift

Erindringspræmie til deltagerne = udgift

Alle andre udgifter (yderligere pokaler og præmier osv.) er for DAGs egen regning og er DDK uvedkommende og indgår ikke i det endelige regnskab i relation til lagte budget. Overstiger udgifterne indtægterne i det endelige regnskab, kan der efter senest 3 uger fra mesterskabets afholdelse til DDKs kasserer indsendes et dokumenteret regnskab. Såfremt dette godkendes, vil omtalte underskud blive refunderet. Et eventuelt underskud i relation til budget og endeligt regnskab refunderes af hovedklubben. Et eventuelt overskud tilfalder fuldt ud DAG.

 

Regler for afholdelse af landsdelsmesterskaber (Jysk mesterskab/Øernes mesterskab)

Retningslinjer

LM afholdes efter samme retningslinjer som DM, dog skal følgende afvigelser iagttages:

- Hunde af andre racer kan deltage uden for konkurrence.

- LM afholdes og planlægges suverænt af DAG.

- Til LM er det muligt også at afholde FP, såfremt DAG er indforstået. FP betragtes altid som uden for konkurrence.

- Meddelelse om dato for LM bringes af DAG i god tid i DDK’s medlemsblad.

- Præmier: DDK giver rosetter til nr. 1, 2 og 3 i samtlige klasser (ikke FP), ved bestået prøve.

- I stedet for konkurrenceledere skal en navngivet prøveleder være udpeget af DAG.

- DAG udpeger selv dommere og figuranter til LM, dog gælder samme kriterier for disses udtagelser som til DM.

 

Deltagelse til IDC WM:

Deltagere, der ønsker at stille for Dansk Dobermann Klub skal opfylde følgende krav:

- Skal bestå 2 IPO3 prøver ved 2 forskellige dommere, med minimum 250 point og 85 point i C.

Prøverne behøver ikke at være bestået i en specialklub eller i det land man bor i, dog skal mindst 1 af disse skal være bestået i en DDK Gruppe.

- Prøverne skal være bestået tidligst 1 uge efter sidste WM og frem til 4 uger før tilmeldingsfrist til WM i det år man ønsker at stille.

- Skal have været medlem af DDK i mindst 1 år.

Tilmeldingen er kun gældende igennem DDK's BHUA

DDK betaler tilmeldingsgebyr og dragter til deltagerne.

Senest opdateret med vedtagelser på koordineringsmødet d. 30. oktober 2016 og dermed gældende fra denne dato.