Racen

Dobermann

En Race til sport, avl og familien - intelligent og udfordrende

Racens historie

Et produkt af dette århundrede med rødderne i det forrige

 

Adskillige hundetyper, udviklet til en bestemt anvendelse under bestemte geografiske forhold, har været kendt meget langt tilbage i tiden. Også flere selskabshunde har en lang historie.

 

Men først i begyndelsen af forrige århundrede kan man begynde at tale om hunderacer i moderne forstand.

 

Englænderne kom først - det var også dem, der kom på den ”afsindige” ide at afholde hundeudstillinger. Landene på det europæiske kontinent fulgte lige efter.

 

Nogle steder, fx i Frankrig, rendyrkede man med stor pietet de lokale hundetyper. Andre steder, og især i Tyskland, slog man flere typer sammen til en race med bredere anvendelsesområde - både de tyske hønsehunde og schæferhunden er blevet til på den måde midt i 1800-tallet.

 

Men mange steder fandtes kyndige hundefolk, som ikke kunne gå ind for nogen af metoderne. De skabte målbevidst helt deres egen race, som ofte døde med skaberen, men som i andre tilfælde levede videre. En af de racer, der eksisterer endnu, er dobermann.

 

FØDESTEDET ER KENDT

 

Ifølge samstemmende, tyske kilder stod racens vugge på det årligt tilbagevendende hundemarked i den lille by Apolda i Thüringen. Byen eksisterer endnu - men ikke hundemarkedet - i nærheden af Weimar og ikke langt fra Leipzig i det tidligere Østtyskland.

 

”Foreningen til forædling af Thüringens hunderacer” begyndte med disse markeder i 1863. Det var godt nok sjældent at møde racerene hunde her, men jægere, fårehyrder og andre strømmede til og udvalgte individer, der besad egenskaber, som kunne forbedre de pågældendes avlsmateriale inden for mange forskellige hunderacer, som endnu ikke havde fundet deres endelige form.

 

Karl Friedrich Louis Dobermann var født i Apolda i 1834, og han boede i byen til sin død i 1894. I mange år indkrævede han skatterestancer i området, og ved siden af påtog han sig mange andre hverv. Han flåede slagtedyr, var nattevagt og muligvis også en form for hundefanger i Apolda. Ikke sjældent havde han brug for en skarp og handlekraftig hund som medhjælper og beskytter, og da han åbenbart var interesseret i hundeavl og havde et rigt varieret materiale inden for rækkevidde, gik han i gang med at lave en selv.

 

MEN FORÆLDRENE ER UKENDTE

 

Desværre har Herr Dobermann ikke efterladt sig nogen form for notater om tilblivelsen af den hunderace, som skulle få hans navn til at leve videre. Intet er overleveret hverken skriftligt eller mundtligt om, hvilken type individer der oprindelig dannede grundlaget for den modige, skarpe hund med de lynhurtige reaktioner, som han havde brug for i sit arbejde. Selvom det helt sikkert ikke er, hvad vi i dag ville kalde racerene hunde, han brugte i avlen, har der været gættet på flere kombinations-muligheder.

 

En lokal rottehund - pinscher - er en sikker ingrediens i Herr Dobermanns cocktail. Den fandtes overalt på den tid og var en effektiv jæger med et kraftigt bid.

 

Også en sort vagthund med rustrøde aftegninger var velkendt på egnen. Den blev mand og mand imellem kaldt slagterhund, og også folk, som har kendt Herr Dobermann, har senere ment at kunne identificere typen som en rottweiler.

 

Herimod taler imidlertid, at rottweileren ikke har anlæg for de fire farver, som kan optræde hos dobermann.

 

Det har derimod den franske brugs- og hyrdehunderace beauceron. Om den ved man, at den tidligt i 1800-tallet blev brugt af Napoleons hære til at passe på de kvægflokke, som udgjorde en del af fødevareforsyningerne. Nogle af disse hunde kan udmærket være blevet efterladt i Thüringen eller på anden måde have sat deres spor blandt de lokale hunde.

 

Man ved også, at Dobermanns hunde, som de blev kaldt, var udmærkede jagthunde. Det kunne tyde på, at tyske hønsehunde var indblandet i affæren, og man kan vel heller ikke udelukke de hyrdehunde, som på samme tid blev til schæferhunden.

 

LAVE OG GROVE MED GULE ØJNE

 

Dobermann avlede videre på disse mærkværdigheder og nåede efterhånden frem til en ensartet type, som vandt en vis udbredelse på egnen.

 

De tidligste beskrivelser tegner for os en noget anden hund end den, vi i dag kender som en dobermann. Den var kun omkring 56 cm høj med langstrakt krop, kort hals og kort, bredt hoved. En grov, uædel hund, tykpelset med underuld, urene aftegninger og meget lyse øjne. Og med en skarphed, som gjorde den almindeligt frygtet.

 

Navnet ”Thüringen Pinscher” blev foreslået, men slog aldrig rigtigt an, og da racen i 1895 blev anerkendt i Tyskland, var det under navnet ”Dobermann Pinscher”. Selvom sidste del af navnet senere er slettet officielt, er pinscheren åbenbart vanskelig at få udryddet. Men i dag er racens navn dobermann intet mindre og absolut ikke mere.

 

NÆSTE GENERATION

 

Karl Friedrich Louis Dobermann nåede ikke at opleve anerkendelsen af den hunderace, han havde skabt. Han var død året før. Hans arbejde blev imidlertid med stor kyndighed og fremsynethed fortsat af to andre Apolda-borgere, Otto Göller og Goswin Tischler.

 

Otto Göllers betydning for racen står ikke tilbage for Dobermanns. Under kennelnavnet ”von Thüringen” fødtes en række hunde, som fik afgørende betydning for avlen i de tidlige år. Den kendteste af dem er Hellegraf von Thüringen, født i 1904, som selv var et resultat af systematisk linjeavl, og som kraftigt nedarvede sine bedste egenskaber.

 

Sideløbende med avlsarbejdet skrev Otto Göller den første bog om racen. Det skyldes hans indsats, at racen blev udbredt og anerkendt. Og i 1899 tog han initiativet til stiftelsen af den første specialklub for racen, hvis formand han var i mange år.

 

Goswin Tischler var den dobermann-opdrætter, som opnåede størst succes i de første år. Allerede i 1898 fødtes i kennel ”von Grönland” det kuld, som skulle skrive racehistorie gennem dets kvalitet og nedarvningskraft. Med Belling, Greif, Krone, Lottchen og Tilly II von Grönland blev grunden lagt til al fremtidig dobermannavl, og søger man tilstrækkelig langt tilbage i racens stamtavler, kan man ikke undgå at støde på hunde af Goswin Tischlers opdræt.

 

NYE EGENSKABER UDEFRA

 

Anerkendelsen af racen betød dog ikke, at man regnede den for færdig.

 

Omkring århundredskiftet ønskede man at forbedre hårlaget og gøre af tegningerne mørkere og mere præcise, og derfor indkrydsede man den engelske manchester terrier. Det gav de ønskede resultater, og i tilgift fik man de tæt sluttede kattepoter. Men man fik desværre også et mere usikkert temperament.

 

Nogle år senere ville man gerne øge højden. Dertil brugte man med held en sort greyhound, men det gav samtidig risiko for et mere myndeagtig præg med for spinkel bygning, opadbuet overlinje og smalt bryst. Temperamentsmæssigt gjorde greyhounden dog noget af den skade god igen, som manchester terrieren havde forvoldt.

 

Siden omkring 1910 har man koncentreret sig om at forbedre racen indefra. Man har i hvert fald ikke benyttet andre racer i avlen.

 

I 1909 fødtes hos Gustav Krumbholz i Thüringen den avlshan, som man senere har givet æren for det langstrakte, kileformede dobermannhoved, man sætter så stor pris på i dag.

 

Det var Prinz Modern von Ilm-Athen, der på fædrenes side nedstammede fra Otto Göllers berømte avlshan Hellegraf von Thüringen.

 

FREMGANG OG KRISETIDER

 

Under første verdenskrig stagnerede opdrættet en del. Der var knaphed på fødevarer i Centraleuropa og ikke råd til et større hundehold.

 

Men i tyverne og trediverne tog racen revanche - i hvert fald antalsmæssigt. Den blev på det nærmeste modehund ikke kun i Tyskland, men over det meste af Europa og endda i USA.

 

En sådan opblomstring har naturligvis sin pris. Det må indrømmes, at der i den periode blev avlet ret så ukritisk mange steder. Især gik det ud over nervefastheden. Måske skal man heri søge noget af forklaringen på den negative holdning, mange har til racen den dag i dag.

 

Men mange gode hunde så også dagens lys i mellemkrigsårene. I 1933 fødtes Troll von der Engelsburg, som blev solgt til USA i 1937 efter at have domineret avlen i Tyskland et par år - på den fornemste specialudstilling i 1939 havde 33 ud af 60 dobermann Troll som far. I USA fik han en utrolig udstillingskarriere og kom selv og gennem sit afkom til at bestemme racens fremtid der i en lille snes år.

Under anden verdenskrig var racen tæt på at gå til grunde i hjemlandet. At det ikke gik så galt, skyldes udelukkende en mand som Philip Grünig, der var formand for den tyske specialklub under krigen og i de første år derefter. Hans viden og overblik samt de mange gode hunde, som i krigsårene var født i udlandet med baggrund i værdifuldt tysk avlsmateriale, blev redningen.

 

En af de ”store” tyske hunde fra den tid var Alex von Kleinwaldheim. Han blev i 1948 den første Bundessieger nogensinde, og han findes på mange nutidige dobermanns stamtavle, hvis man går en lille halv snes generationer tilbage.

 

TEMPERAMENTET UNDER KONTROL

 

Det varede dog ikke mange år efter krigen, før der igen kom gang i dobermann-opdrættet også i Tyskland. Og fra 1960 og indtil de seneste år har der været en konstant stigende interesse for racen i de fleste lande.

 

Mange opdrættere og mange avlshunde har præget udviklingen gennem disse årtier. Det vil her føre for vidt at nævne de enkelte. Generelt kan det dog siges, at der er kommet væsentligt bedre styr på hundenes temperament. De er nu meget mere afdæmpede, end de var for år tilbage.

 

Udseendemæssigt har tyngdepunktet skiftet nogle gange i løbet af årene.

 

I mange år efter racens tilblivelse blev en dobermann naturligt brugt som vagt- og politihund, og efter at man i avlen har tilstræbt et noget mere afdæmpet temperament, ses en dobermann i dag som en typisk brugshund såvel som familiehund.

 

Kildemateriale: Ulla Sørensen: Bogen om Dobermann - Joan McDonald Brearley: The book of the Doberman Pinscher